straatag-5-1200.jpg

Murværk - Kalkens historie

Denne artikel er venligst stillet til rådighed af Skandinavisk Jurakalk A/S - www.jurakalk.dk 

kalkmortelFremstilling af mørtel har altid været et håndværk fra de ældste tider og helt op til vort århundrede. Man havde opbygget et solidt kendskab til fremstillingen og til udførelse af alle arbejder inden for det murede byggeri, som blev af en meget god stand, fordi denne fremragende mørtel både kunne arbejde sammen med de omgivende sten og teglmaterialer og havde sine egne porøse selvopbyggende krystallinske egenskaber.

kalkbraendningTil brænding af kalk har man benyttet mange forskellige ovnkonstruktioner, lige fra miler til store skaktovne, alt efter produktionsstørrelse. Kalken stabledes i lag af kalkstykker og fyringsmiddel, som kunne være alt lige fra træ, trækul til kul. Det var vigtigt, at der var fri luftgennemgang i hele ovnen, således at den nødvendige varmeudvikling kunne opnås. Varmegrad og brændetid bestemte i høj grad den brændte kalks kvalitet.

lasekningLæskning af kalk, d.v.s. tilsætning af vand til den brændte kalk, foregik på mange forskellige måder.
Mørtellæskning: Hvor den brændte kalk blev blandet med sand og derefter tilsattes vand.
Vådlæskning til kule: Hvor den brændte kalk efter opblanding med rigeligt vand læskedes og løb til landtidslagring i kalkkule. Her efterlæskedes kalken og blev mere findelt - i partikelstørrelse helt ned til mellem 6 og 10 my - og urenheder sank til bunds.
Tilsætning: Til særlige kalkkvaliteter tilsattes organisk materiale lige fra æg til sild og døde smågrise.

mortekblandningBlanding af mørtel i god tid inden brugen var en selvfølge for de gamle bygmestre. Mørtler, som tilberedtes efter kalkens lagring, østes op i en kalkbænk, hvor den blev slået sammen med sandet med et plejllignende træskaft med en jernstang med trekantet tværsnit af en kalkslager. Denne proces var meget vigtig, idet kalkmørtlen derved blev iltet og findelt.

Blandingen foregik til sidst ved hjælp af en rørhage eller en kalkrager. Den færdiggjorte kalkmørtel har man ligeledes kunnet lægge til lagring.

Til mørtel på særlige udsatte steder har man yderligere tilsat hydrauliske materialer som teglmel, vulkanske materialer og hammerskæl.

h-kalkI de romerske betonkonstruktioner brugtes kalk, teglpulver og ikke mindst pozzuolaner fra de mange forekomster af vulkansk aske i egnen omkring Pozzuoli ved Neapel.

I Danmark brændtes i hvert fald fra midten af 1700-årene den bornholmske ”cement” en roman kalktype, brændt af den lerholdige kalksten fra det sydlige Bornholm - ofte tilsat jernilter - til en rødlig sej hydraulisk kalk.

Ved restaurering af huse fra 1700-1800 årene støder man ofte på de lyserøde mørtler i fuger, sokkelpuds, gesimser, facadepuds og understrygning under tegltage. De blev brugt til f.eks. facaden på Domhuset og Domkirken i København.

En anden, senere brugt kalktype, var den hydrauliske kalk fra Klintebjerg ved Nykøbing Sj. Brydningen ophørte i begyndelsen af 1960-erne på grund af en naturfredning af området og på grund af de store cementfabrikkers produktion og markedsføring af cement, som bevirkede en for lille efterspørgsel efter hydraulisk kalk.

cementDanmark fik sin første cementfabrik i 1874, og det blev starten til nye byggemuligheder, f.eks. broer og befæstninger. Da cementen viste sig at være langt stærkere end de tidligere kendte materialer, blev det snart til et helt universalmiddel til både nybyggeri og til renovering af ældre bygninger.

I tiden fra århundredeskiftet til 1970 nedbrydes stille og roligt 1000 års gamle mørteltraditioner indenfor det murede byggeri. Man er imidlertid blevet opmærksom på, at man ved den øgede brug af disse trykstærke mørtler til restaurering af kalkmørtelbaserede bygværker overså, at de var for stærke og for ”uelastiske” i forhold til en hel del af de materialer, de blev sat sammen med. Foruden egenskaber som ringe trækstyrke viste cementen sig også at være for tæt, hvormed den i fuger og puds i det lange løb kom til at virke hæmmende for en kontinuerlig fordampning fra fugtig murværk.

Da disse uheldige egenskaber, høj varmeledningsevne - med ophobning af kondensvand på pudsens og fugernes bagside, først giver udslag over en længere årrække, har cementen i overfladebehandlingerne være mere uheldig end f.eks. plastikmaling, hvor skaden ofte viser sig efter to års forløb.