Den 23. august 2025 besøgte 32 medlemmer flere spændende steder på Præstøkanten. Restaureringsarkitekt Peter Bering, viste os sin smukke stråtækte, hvidkalkede bindingsværksgård "Skovly", hvorefter vi kørte vi videre til Majorgården, som i dag er et smukt restaureret landsbyhus. Denne spændende ejendom har ejeren, Henning Schmidt, skrevet om i 2 numre af Straatag.
Efter en frokost på havnen i Præstø, kørte vi langs kysten mod nordøst til landsbyen Roholte, hvor vi gjorde stop ved Vindbyholtvej ved Faxe, hvor vi så det fine kulturmiljø med den særprægede kirke og den ikke mindre særprægede gamle skole.
Vi sluttede turen ved det smukke møllegårdsanlæg, Blåbæk Mølle, Blåbækvej 5, 4640 Faxe, hvor der både er en vindmølle og en vandmøllegård med intakt og funktionsdygtig vandmølle. Ejeren viste rundt, fortalte historien og sat vandmøllen i gang.