Vi mødtes ved Ågården i Næsby ved Stranden, som er en helt usædvanligt velbevaret og nænsomt restaureret gård med store fredningsværdier. Gården er firelænget og helt sammenbygget. Udlængerne er smalle 1700-tals længer opført i spinkelt og overkalket bindingsværk, hvor stolperne står direkte på syldsten og uden vinduer mod omverdenen. Stuehuset, som er fra ca. 1850 er lidt bredere. Der var også mulighed for at se stuehuset indvendigt.
Efter at have set Ågården fortsatter vi langs kysten til Reersø, som er en lille havneby med omkring 500 indbyggere. Langt oppe i tiden var Reersø en ø, men med tiden dannede der sig en tange, som gjorde øen landfast med Sjælland. Den lille havneby er utrolig malerisk med mange fine gamle gårde og huse og en velbevaret gadestruktur.
Fire af øens gårde er bygningsfredede, og det samme gælder også det lille husmandssted, hvori forfatteren Thorkild Gravlund lod indrette et museum. Beboerne på Reersø levede førhen spartansk og opretholdt livet ved både landbrug og fiskeri. Den afsides beliggenhed og den vanskelige tilgængelighed har utvivlsomt haft stor betydning opretholdelsen af det velbevarede kulturmiljø, som kan minde meget om det vi kan se på Nyord på den modsatte side af Sjælland.
Vi gik en tur rundt i byen og fik en frokost på Reersø Kro.
Derefter fortsatte vi lidt ind i Sjælland til Reerslev, som er en lille landsby lidt nord for Ruds Vedby. Målet er her Reerslev Gamle smedje, som er en museumssmedje. Det bevaringsværdige smedested fra slutningen af 1700-tallet fungerede som landsbysmedjefrem til 2006. Den blev overtaget af en gruppe frivillige, der i dag driver smedjen som et arbejdende museum. Smedjen ejes af en almennyttig forening.
Vi havde lavet en aftale, som gik ud på, at vi fik få lov til at se de frivillige smede arbejde med hammer, ambolt, tænger og andet mærkeligt værktøj det glødende kul ligger i essen og mærke stenkulsrøgen svie i næseborene. Vi fik også en fortælling om både smedjens historie og om det fascinerende smedefag.
Vi sagde farvel til hinanden efter et ophold på omkring halvanden time – efter en begivenhedsrig dag.